Ole Østergaard
Hvis du opdager et hul i tanken
så lad det endelig være
det er måske netop det hul
der gør tanken til at bære
Det er intuitivt klart, at der findes en dimension i os hver især, som er uændret over tid. Noget, der samtidig med at vi bevæger os, står helt stille. På en gang ældes vi og er helt friske. Kender du ikke det?
I kontakten med denne indre fornemmelse – vi kunne kalde det et sted tæt på væren, nærvær eller blot stilhed, åbent rum – oplever jeg at være tæt på selve udfoldelsen, kreativiteten – livet. Der er vi ikke optaget af at have et liv, at skabe et liv, at leve af at være noget bestemt – vi er liv. Der er vi tæt på verden selv før tanken om vores udgave af verden.
I dette åbne rum er vi sammen og fælles. I tankerne om os selv og hvem vi skal være, og hvad vi derfor skal gøre – i standpunkterne – støder vi ofte sammen. Men når handling er forankret i det åbne, så handler vi for helheden, fordi vi set fra det sted er fælles. Vores handlinger er forskellige, men vi handler naturligt afstemte. Der er samskabelse uden anstrengelse. Og vi kender det heldigvis allesammen – nogle gange findes gode løsninger ubesværet – så enkelt, at det kan være svært at give sig selv lov at tage det alvorligt.
Så jeg oplever, at den dybere forandring, verden kalder på, kommer indefra gennem den næste naturlige handling i situationen. Udfoldelse fra øjeblik til øjeblik.
Jeg tror, det kræver indsats af hver enkelt af os at finde dørene til det rum, at tro at der er handling uden forudgående beregning. Det kræver erfaring med mekanismerne og ikke mindst tillid. Det kræver bla. Også, at man tør være helt ærlig over for sig selv i sit eget liv og følge sin dybere længsel. Og så kræver det støtte fra andre. Kreative fællesskaber.
Jeg er med i Århus Opens You for at bidrage til at finde veje, som kan hjælpe os med at lade både hullet og tanken være, lade nærværet og fraværet i fred, lade delingen mellem dig og mig klinge af, så vi kan opdage rummet i og omkring os – åbenheden – og derfra sammen kan være og i handling støtte udfoldelse af liv.
