Steen Hildebrandt
Professor, Ph. D.,
Handelshøjskolen, Aarhus Universitet og
Partner Hildebrandt & Brandi A/S
Jeg er med i dette projekt, fordi jeg tror, at vi kan bidrage til nytænkning på ledelsesområdet. Jeg tror, at det danske samfund befinder sig i en opbrudsperiode, hvor mange gamle tankemåder, strukturer og systemer skal afvikles og erstattes af noget nyt. Vi er som samfund kørt fast, og mange af vore institutioner og virksomheder er i vildrede med hensyn til deres egen fremtid; vi famler – ikke i blinde, men i en gråzone, hvor vi skal orientere os mere mod fremtidens muligheder og potentialer, end mod fortidens svar.
Hvad dette nye er, hvordan det ser ud, hvordan det skal fungere, hvilke begreber og modeller, det skal forklares og beskrives med, er endnu uklart. Det er denne uklarhed, der er det værdifulde. Potentialerne ligger i uklarheden og i viljen til at være til stede i uklarheden frem for refleksmæssigt at søge tilbage til tidligere tiders sikre svar. Aarhus Opens You placerer sig i dette usikre fremtidsfelt med metoder og modeller, der sigter imod at åbne til at forstå og formulere fremtidens behov og højeste potentialer.
Bæredygtighed på individ-, virksomheds- og samfundsniveau er ledestjernen for de bestræbelser, som Aarhus Opens You igangsætter og involverer sig i. Det begynder med det enkelte menneske.
